Altersølv og døbefont
Kirkens kalk er fra 1810. Den er i nyklassicistisk stil og formentlig fremstillet af den københavnske sølvsmed Andreas Holm. Oblatæsken er ifølge indskriften skænket til kirken i 1684 af Michel Tomesen og hans kæreste Kirsten Melchorsdatter. Disken kan stilmæssigt bedømmes til at være fra samme periode. Til altersølvet hører også en lille hulske samt to sølvkander.
Alterstagerne, der er støbt i bronze, hører til kirkens ældste inventar, fra ca. 1500.
Trædøbefonten i renæssancestil er skænket i 1621 af Karen Sørensdatter og hendes tredje mand til minde om hendes anden mand. I en periode blev den gamle granitfont (måske vievandskar), der nu står i sydskibet, anvendt som døbefont.